Private husdyrhold

I Daka SecAnim servicerer vi dagligt et stort antal dyrehold. Vi indsamler og forarbejder derfor biprodukter, som bl.a. bliver til organisk gødningbiodiesel, samt CO2-reducerende biobrændsel til cementindustrien. Alt sammen i overensstemmelse med lovgivningen og med det højest mulige niveau af sikkerhed og hygiejne.

Herunder finde du alt revelant information omkring håndteringen af døde dyr, men hvis du er i tvivl er du selvfølgelig velkommen til at kontakte os her eller på telefon 7928 4047.

Information om vores afhentningsservice

Kontakt Callcenter SecAnim ved særlige forhold eller oprettelse som ny kunde
Har man fordærvede får eller geder må det ikke blandes sammen med de øvrige selvdøde dyr – kontakt Callcenter SecAnim for at aftale separat afhentning.

Daka SecAnim skal, som landmændene, melde flytninger til Dyreregistreringen. Alle døde dyr forarbejdes på vores fabrik i Randers, som har CHR-nr. 71930.

Tidspunkter for afhentning og kørselssystem
Alle dyr skal tilmeldes afhentning senest 24 timer efter dødsfaldet. Vi henter de døde dyr hurtigst muligt og derfor er det vigtigt, at dyrene er lagt frem, når du tilmelder afhentning.

I Daka SecAnim har vi et dynamisk ruteplanlægningssystem, så bilernes rute opdateres hver 5. minut under kørsel, og de kan derfor medtage nye tilmeldinger undervejs. Det betyder, at vi principielt kan komme inden for 5 minutter, hvis der er en bil i nærheden af dig, når du tilmelder.

Daka SecAnim tilbyder e-mail og sms-service, hvis du ønsker besked om forventet tidspunkt for afhentning. Kontakt callcenter SecAnim for at tilmelde dig.

Der kan tilmeldes afhentning ved følgende fremgangsmåder:

  • PIGUP&KO | Nem og hurtig tilmelding af døde dyr

    Med Daka SecAnims app PIGUP&KO kan du nemt bestille afhentning af dine dyr og få overblik over dine afhentninger. Med PIGUP&KO kan du og dine kollegaer bestille afhentning af dyr hurtigt og nemt fra jeres mobiler (appen understøtter dansk, engelsk, ukrainsk og rumænsk). PIGUP&KO er gratis, og kan hentes i app store eller google play. Læs mere her.

  • Automatisk telefonisk tilmeldesystem

    Tilmelding kan ske via det automatiske tilmeldesystem på tlf. 7022 5544. Indtast det 8-cifrede telefonnummer og afslut med #. Herefter indtastes CHR-nr på afhentningsadressen.

  • SecAnim kunde WEB

    Bestilling af afhentning kan ske via SecAnims kunde WEB, hvor brugernavn = tilmeldenummer (telefon nummer) og kodeord = debitor nummer. Her kan du også finde afhentningsstatistik og fakturakopier. Du har også mulighed for at tilgå SecAnim kunde WEB via  Min Portal på Landmand.dk.

Bekendtgørelse om opbevaring af døde dyr
Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 558 om opbevaring af døde dyr, der er trådt i kraft pr. 6. juni 2011, kan ses lige her.

Ændringer af 14.08.2007 vedrørende særlige krav ved husdyrproduktion, der overstiger et årsgennemsnit på 500 dyreenheder, er tilføjet i bekendtgørelsen.

Kadaverkappe
Husk at vedligeholde griberingen på kadaverkappen, så Daka SecAnims chauffør ikke behøver at færdes på afhentningspladsen. Det letter arbejdet og minimerer smitterisikoen. For at sikre luft omkring dyrene, så overfladen kan tørre, skal der være ca. 100  huller med en diameter på ca. 10 mm jævnt fordelt på kadaverkappens overflade.

Forhold vedrørende afhentning
Daka afliver ikke dyr, men står udelukkende for afhentningen af døde dyr. For korrekt aflivning af dyr henvises til Fødevarestyrelsens hjemmeside.

  • Dyrene skal være korrekt aflivede. Måtte dette ikke være tilfældet, foretages politianmeldelse.

  • Får og geder over 7 dage skal være reglementeret øremærkede

  • Kreaturer og kalve over 7 dage skal være regelmenteret øremærkede, da Daka SecAnim er forpligtet til at indberette dyrets CKR-nummer til CHR-registeret

Afhentning af dyr med hul i
Daka medtager som udgangspunkt kun hele dyr ved afhentningen, da de som specielt risikomateriale ikke må blandet med andet.

  • Hvis der er hul i dyret, tager vi: Grise, heste, spædekalve, fjerkræ og mink uanset stand

  • Hvis der er hul i dyret, tager vi ikke: Kreaturer, fedekalve, får, lam, geder, kig og hjorte

  • Såfremt et dyr er hjemmeobduceret, skal dyret være forsvarligt og omhyggeligt syet sammen

Herunder defineres kreaturer, der er døde under fødsel og har en kalv delvist hængende ud fra børen, som hele dyr, og må derfor gerne afhentes. Det samme gør sig gældende for kreaturer, der har skudt livmoderen ud og er døde heraf, hvor livmoderen stadig hænger ud.

Eksempler på, hvad der ikke må medtages (ikke udtømmende)

  • Dyr, hvor hovedet er afskåret

  • Dyr, hvor indvolde hænger ud gennem bugen

  • Dyr, der er hul på i bredere forstand

  • Dyr, der er så rådne, at de skilles ad ved læsning

  • Obducerede dyr, der ikke er tilstrækkeligt sammensyet

Køling af containere
For smågrisecontainere, fjerkræaffald o.l. som meget hurtigt fordærves i varmt vejr, er hurtig tilmelding, et tilstrækkelig køligt opbevaringssted eller bedre en køleenhed eller fryser, nødvendig for at undgå fordærvelse.

  • Det er i orden at nedfryse i poser, der leveres med til Daka SecAnim. Papirsække med frosne smågrise skal placeres i smågrisecontaineren på afhentningsdagen.

  • Køleren kan med fordel placeres i umiddelbar nærhed af stalden.

  • På afhentningsdagen stilles smågrisecontaineren ud på afhentningspladsen.

  • Til dyr, der vejer over 30-40 kg er skyggefuld opbevaring og hurtig afhentning den bedste løsning.

Det er vigtigt, at dyrene ligger i skygge for solen. Hvis dyrene er overdækkede skal overdækningen også være i skygge. Skygge kan opnås ved bygninger, høje træer eller sikres ved opstilling af hegn, hæk med trådnet eller lignende. Dog maksimalt en højde på 1,4 m. i læssesiden.

Dyrene skal placeres på et kraftigt underlag, for eksempel tætliggende, fastgjorte og hævede betonspalter, så der kan komme luft til dyrene nedefra. Luft medfører, at dyrene køles og tørres på overfladen. Herved forhindres, at væske løber ud fra dyrene både under opbevaringen og under læsningen. Det er vigtigt, at underlaget er meget stærkt, så det kan modstå læssemateriellets håndtering af dyrene. Samtidig skal kadavarkapper og dyr placerers på tværs af spalterne, så kranen ikke løfter spalterne med op, sammen med dyret.

Læs mere om korrekt opbevaring af dyr her.

Nem adgang til afhentningsstedet
Afhentningsstedet skal ligge så Daka SecAnims biler ikke skal bakke hverken ud på eller ind fra offentlig vej ved afhentning. Afhentning midt på private veje uden gennemkørselsmulighed kræver vendeplads. Kørevejen skal have en rimelig beskaffenhed. Træer og buske skal beskæres. Husnumre skal være synlige. Hvor, der er mulighed for at tage fejl af vejen til afhentningsstedet, skal der skiltes. Se evt. PIGUP&KO vejskilt.

For at opnå mindst mulig smitterisiko bør afhentningspladsen placeres, så kørevejen ved transport af dyr til afhentningspladsen ikke krydser eller er den samme, som Daka SecAnims biler benytter.

Smittebeskyttelse / miljø / diskretion
Det anbefales, at afhentningsstedet ligger i passende afstand fra produktionsbygningerne. Overdækning skal ikke beskytte mod luftbåren smitte, men mod fugle der hakker i dyrene. Det er Daka SecAnims erfaring, at fugle kun sjældent er et problem, når dyrene er tilmeldt straks og er opbevaret korrekt, så de er fri for maddiker. Maddiker udvikles tidligst efter 3-4 dage. I nærheden af skov kan især krager være et problem. Hvis der er problemer med fugle, skal dyrene overdækkes. Containere og presenninger kan være mulige smittekilder. Håndteringen af disse genstande skal derfor ske i overensstemmelse med besætningens smittebeskyttelsesregler.

Korrekt opbevaring minimerer smitterisikoen
Døde dyr smitter mindre end levende dyr, da åndedrættet er ophørt. Desuden er det primært kontaktsmitte (berøringssmitte), der kan overføre sygdomme. Luftbåren smitte fra døde dyr er minimal. Når dyrene opbevares korrekt, kommer der ikke væske fra dyrene, og smitterisikoen reduceres yderligere.

Kontaktsmitte kan undgås ved at sikre hensigtsmæssig transport af dyrene til opsamlingsstedet og ved at indrette et afhentningssted gerne med vendeplads, så transportvejene for døde dyr til og fra stedet ikke krydser hinanden. Desuden ved at håndteringen på stedet minimeres, ved at dyrene lægges korrekt samlet og ”vinkelret” på vejen, så kranen let kan læsse dyrene.

Der er ikke væsentlige miljøgener ved døde dyr, som opbevares og afhentes korrekt.

Nogle kommuner ønsker foranstaltninger mod nedsivning fra dyrene også ved mindre besætninger. I disse tilfælde kan eventuelt aftales, at en plastmembran graves ned på afhentningsstedet.

Synet af de døde dyr, der venter på afhentning, er et problem. Det er derfor nødvendigt at sikre, at dyrene ligger, så de ikke kan ses fra offentlig vej.

Lovgivning om selvdøde dyr
I henhold til Biproduktforordningen (EC-1069/2009) skal selvdøde og aflivede dyr afleveres til en autoriseret forarbejdningsvirksomhed.

Nedgravning af døde husdyr
Nedgravning af døde husdyr er generelt forbudt i Danmark, men kan i tilfælde, hvor der ikke er anden mulighed godkendes af Fødevarestyrelsen og miljømyndighederne. Døde kæledyr såsom hunde, katte og fugle kan lovligt begraves.

Fordærvede enheder koster et ekstra gebyr

  • Drøvtyggere 2 x listepris (Øvrige drøvtyggere uændret)

  • Svin 4 x listepris

  • Spædekalve 4 x listepris

Vi har i 2020 forhøjet fordærvelsesgebyret, for at motivere til hurtig tilmelding. Vi er nødt til at motivere til hurtig tilmelding, for at undgå forrådnelse. Når et dødt dyr går i forrådnelse er det kilde til stærk lugt, dårligt image for landbruget og forringet værdi af råvaren når den genanvendes.

Fordærvelsesgebyret skal betragtes som en imageforbedrende indsats for både landbruget og Daka SecAnim. Daka SecAnim skal ikke tjene penge på dette, og vi vil gøre, hvad vi kan for, at du som landmand kan undgå gebyret.

Sådan undgår du gebyret:

  • Når dyret er konstateret dødt flyttes det ud på afhentningspladsen og tilmeldes. Også i weekenden.

  • I følge lovgivningen skal du tilmelde afhentning senest 24 timer efter dyret er dødt.

  • HUSK du betaler for det vi henter, ikke hvor mange gange vi henter.  Så tilmeld når dyret er dødt og ikke efter, hvornår du regner med Daka-bilen kommer.

  • Opbevar dyrene på køl hvis det er muligt.

  • Placer din afhentningsplads i skygge, og hold den tør og ryddet.

  • Indfør daglige rutiner for håndtering og tilmelding af døde dyr.

  • Hæv spalter-underlaget, så der skabes ventilation.

  • Bor huller i kadaver-kappen, så der skabes ventilation.

Henvend dig til vores landmandskonsulent og få råd og vejledning eller læs mere her.

Lars Jørgen Nielsen
Tlf. 51 56 46 92
Mail: ljn@daka.dk

Lugt er en udfordring
Små mængder fordærvede råvarer accelererer forrådnelsen betragteligt gennem hele vores proces og får derved både kvalitets- og miljømæssige konsekvenser. Specielt i og omkring fabrikken i Randers giver lugt store udfordringer i forhold til det lokale image. Samtidig er opbevaringen af de døde dyr ude på afhentningspladserne under konstant angreb fra interesseorganisationer, som ser måden, hvordan de døde dyr håndteres og opbevares, som et spejl på hvordan produktion af husdyr foregår på ejendommen generelt. Disse udfordringer er vi sammen med jer landmænd nødt til at sikre ikke opstår.

For faste leverandører vil afgifterne blive opkrævet månedligt bagud. Betaling sker ved indbetalingskort eller via PBS, og betalingsfristen vil fremgå af den udsendte opkrævning.

Overskrides seneste rettidige betalingsdato, vil der blive fremsendt op til to rykkere fra Daka SecAnim, hver belagt med et rykkergebyr på 100 kr. Såfremt betaling fortsat ikke sker, vil fordringen uden yderligere varsel blive overgivet til retslig inkasso, hvor samtlige omkostninger pålægges skyldneren. Samtidig med overgivelse til retslig inkasso stoppes fremtidige afhentninger, indtil det skyldige beløb inkl. påløbne omkostninger er registreret som betalt. Dog kan afhentning igen foretages mod fremvisning af kopi af poststemplet postkvittering (mail el. pr. post), der dokumenterer at indbetaling har fundet sted til advokat på det vedlagte girokort.

Gebyrer på papirfakturaer
Daka Secanim har et fakturagebyr på kr. 50 ekskl. moms pr. papirfaktura. Man kan slippe for dette gebyr, hvis vi kan sende faktura på e-mail. Tilmelding ske nederst på denne side.

Hvis man ønsker en automatisk betaling tilbyder Daka SecAnim også dette. Tilmeld dig Leverandørservice eller Betalingservice ved at klikke her.

Analyseafgift
Der pålægges en analyseafgift for BSE-overvågningsprogrammet for kreaturer over 48 måneder. Per 1. januar 2009 blev aldersgrænsen vedr. BSE-analyser ændret fra 24 måneder til 48 måneder.

I tilfælde af brand eller strømsvigt, som har medført et større antal døde dyr uden for Daka SecAnims åbningstid, kontaktes akuttelefonen på tlf. 7010 2030.

Tilmelding med appen PIGUP&KO

Daka SecAnim har sat sig for at gøre indsamlingen så let som muligt for dig. Hvis du har et CHR-nummer, kan du med PIGUP&KO-appen registrere dyrene, når de er klar til afhentning, uanset hvor du er. I en digitalt tilknytte kundeportal findes alle nødvendige dokumenter, statistikker og fakturaer. De døde produktionsdyr transporteres til Daka SecAnim fabrikken i Randers, hvor en professionel og sikker håndtering udføres i overensstemmelse med danske og EU-retningslinjer.

Find flere informationer om appen her.

Registrering af e-mail til modtagelse af faktura

Du skal huske at registrere, hvis du fremover ønsker at modtage dine fakturaer via e-mail og spare fakturagebyret på 50 kroner for at modtage papirfaktura.

Registrer her.

Bæredygtig genanvendelse

Som kunde i Daka SecAmim bidrager du til bæredygtig genanvendelse: Fedt fra forarbejdningen bruges til biodiesel og kød- og benmelet bruges på en miljøvenlig måde som alternativt brændstof på kraftværker eller i cementindstrien eller som gødningsingredienser.

Læs mere om bæredygtighed

Daka Denmark A/S
Lundagervej 21
DK-8722 Hedensted
CVR-nr 33776039
CHR nr. 71930

Kontakt
Tlf. +45 7928 4047
Mail: secanim@daka.dk

Åbningstider:
Mandag-fredag 07.00-15.00