Dakas arbejde med sikker genanvendelse af råvarer fra både plante- og husdyrproduktionen betyder, at de er et utrolig eftertragtet besøgssted for landbrugselever. Nordjyllands Landbrugsskole var på besøg i det tidlige forår.

Rundvisninger hos Daka er kæmpehit hos landbrugselever

Elever på landets landbrugsskoler lærer om, hvad der sker fra, at en smågris eller kalv bliver født, og til den ligger i køledisken. Spild og restprodukter, har ind til for nyligt, ikke fået særlig opmærksomhed hos eleverne, men efter et besøg hos Daka har dette ændret sig.

Det forklarer flere af de elever, der i foråret deltog i en rundvisning på Dakas fabrik i Randers.

”Ind til nu har jeg ikke tænkt på, at nogen skal arbejde med dyret, efter det er dødt. Hos Daka så vi, hvordan det påvirker deres arbejde, hvis dyret for eksempel har ligget uden at være tildækket og så videre. Inden jeg kom, havde jeg ikke en eneste idé i hovedet om, hvordan det så ud.”

Sådan lyder beretningen fra landbrugselev på kvæglinjen Lotte Heerschop. Sammen med sine klassekammerater var hun på rundvisning hos Daka som en del af deres studieforløb om bæredygtighed.

Rundvisninger sættes i system

Daka har bare i år vist mere end 250 gæster rundt på sine fabrikker, og flere skoler er tilmeldt i løbet af foråret og sommeren. Den store efterspørgsel har gjort, at Daka har valgt at gøre rundvisninger til en fast arbejdsgang og gøre det nemmere for interesserede at booke tid.

”Vi er overvældet og stolte over den store interesse, der er kommet for at besøge Daka de senere år. For at imødekomme de mange forespørgsler har vi i år indført, at man kan booke rundvisning direkte via Daka.dk, hvortil vi har lavet en rundvisningskalender, vi løbende vil fylde op.” fortæller Søren Mohr Jensen – Kommunikations- & Marketingchef i Daka.

Daka er populær hos landbrugsskolerne, fordi virksomheden har kontakt til alle produktionsgrene, forklarer underviser på Nordjyllands Landbrugsskole Lundbæk Maren Kirstine Steensen Jensen.

”Vi arbejder med bæredygtighed med eleverne og skulle finde en virksomhed, som både plante, kvæg og grise-elever ville finde interessant. Daka arbejder med bæredygtighed på mange fronter, som vedrører alle typer elever, og der er mange fokuspunkter hos Daka, så eleverne kan få en bred viden om bæredygtighed hos jer,” siger Maren Kirstine Steensen Jensen.

En indsigt i et af erhvervets vigtige instanser

Både underviser og eleverne er meget begejstrede for deres rundvisning. Landbrugseleverne får bl.a. indsigt i, hvor meget der stadig kan produceres ud fra dyr, som ikke kan benyttes til fødevarer.

”Det var enormt spændende, og jeg fortalte det hele til min familie, da jeg kom hjem,” fortæller elev på kvæglinjen Pernille Andersen.

”Jeg havde ikke gjort mig nogle forestillinger om, hvad der sker med dyrene, hvis vi ikke kan bruge dem i produktionen. For eksempel fik vi fortalt, at én gris kan bruges til biodiesel nok til, at en bil kan køre 400 km.”

Søren Mohr Jensen, Kommunikations- & Marketingchef ved Daka, viste eleverne rundt på fabrikken. Han er overvældet over de positive tilbagemeldinger fra de mange elever:

”Ud over det giver mig supergod energi at stå for rundvisninger med de unge landbrugselever, så vil vi hos Daka gerne fortælle om den veterinære sikkerhed, som vi som virksomhed er med til at sikre, og som gør danske landbrugsprodukter attraktive på det internationale marked. Det, mener jeg, er vigtig viden at få med ind i uddannelsen af fremtidens landmænd,” siger han.

Ingen sæbe eller vingummier

Daka arbejder meget med forholdet til deres omverden og nærmiljø. Både i forhold til påvirkningen af støj og lugt fra fabrikken, men også i forhold til de produkter, de producerer – som bidrager til større genanvendelse af spildprodukter til gavn for klima og miljø.

Den holdning går igen hos Nordjyllands Landbrugsskoles tilgang til undervisningen. At kærer sig om nærmiljøet er en del af uddannelsen, og det resonerer godt med de værdier, som Daka er med til at fremme, forklarer lærer Maren Kirstine Steensen Jensen.

”Vores elever bliver uddannet landmænd, hvor Daka er en vigtig del af værdikæden for landmænd. Derudover kan man også på en landbrugsbedrift blive inspireret af arbejdet med at blive accepteret i nærmiljøet, hvordan man arbejder med energioptimering og meget andet,” siger hun.

Den holdning er sevet ind hos eleverne, der fortsat fortæller indlevende om rundvisningen:

”Vi så alt, vi så hvor de døde dyr bliver afleveret, vi hørte om, hvad der sker med dem derinde. Og det lugter slet ikke så slemt, som man skulle forstille sig. Det er fantastisk, at Daka også tænker på nærmiljøet. Jeg havde tænkt en del om dem tidligere,” fortæller Viktor Buus,  fra svinelinjen, som tidligere har besøgt Daka.

”Før jeg havde været her, troede jeg, at det blev til vingummi eller sæbe, men de genanvender alt på en bæredygtig måde. Vi ved jo, at det er uundgåeligt at dyr dør, så det er godt, at det regnskab ikke går i minus, det hele bliver genanvendt,” siger Viktor Buus.

FAKTA

  • Daka i Randers omdanner døde dyr fra det danske landbrug til værdifulde produkter.
  • Kød- og benmel anvendes som bæredygtigt biobrændsel f.eks. i cementindustrien og til naturlig gødning, som blandt andet anvendes i det økologiske landbrug.
  • Fedtet anvendes til at fremstille 2. generations biodiesel.
  • Forespørgsel omkring rundvisning er KLIK HER