Daka klar til at investere tocifret millionbeløb i nyt luftforbrændingsanlæg

 

 

22.06.2020, 

Luftforbrænding er en af de vigtigste processer i at forebygge lugt fra Daka-fabrikken i Randers. Det nuværende anlæg udskiftes med den nyeste teknologi. Det nye anlæg forventes at kunne installeres i påsken 2021.


Beslutningen er truffet. Det gamle luftforbrændingsanlæg på Daka-fabrikken i Randers skal udskiftes med ny teknologi.
- ”Vi har været i gang siden tidlig forår med vores beslutningsproces og sondering af markedet for den nyeste og mest effektive teknologi til at nedbringe lugten. Det nuværende anlæg fungerer, og overholder under normale omstændigheder alle miljøkrav. Men vi havde en unormal hård belastning af vores kapacitet i januar og i foråret, og naboerne blev ramt af unødig lugt. Derfor vælger vi at udskifte anlægget hurtigst muligt, siger Per Dunkelskov Thomsen”, Kommunikationsdirektør i Daka.


Virksomheden er i øjeblikket ved at færdiggøre projektet for det nye anlæg, som også skal godkendes af Miljøstyrelsen. Prisen for et anlæg af denne type ligger på 10-15 millioner kroner afhængig af teknologi og leverandør.


Nyt anlæg forventes installeret i påsken 2021


Luftforbrændingsanlægget er komplekst og bliver skræddersyet til fabrikken i Randers. Det tager nogle måneder at færdigudvikle og producere anlægget, og det kan kun installeres, når fabrikken er lukket ned i flere dage. Påsken er det eneste tidspunkt, hvor det er muligt ift. de råvarer der konstant kommer til virksomheden, og det passer med leveringstiden.


- ”Vi ville gerne have haft det klar allerede her til sommer, hvor vejret indtil videre har været varmt, og hvor mange af vores naboer forventeligt er hjemme. For vores fabrik er altid ekstra belastet, når det er varmt. Men vi håber på, at naboerne vil se positivt på denne investering, også selv om den ikke praktisk kan gennemføres så hurtigt som vi gerne ville”, siger Per Dunkelskov Thomsen.


Mere effektiv luftforbrænding

Når luften fra produktionen på fabrikken skal renses for lugt, går den igennem flere forskellige processer, herunder en vask, ozon-generator, forbrænding og behandling i biofiltre. I luftforbrændingsanlægget foregår forbrændingen ved ca. 850 grader, og denne proces nedbringer lugten betragteligt.


- ”Vi har en klar forventning om at det nye anlæg vil være bedre end det nuværende, og derfor vælger vi at gennemføre investeringen. Det vil ikke gøre fabrikken lugtfri, og lugt vil stadig afhænge af mange forhold som f.eks. temperatur, vindretning, råvarernes beskaffenhed, og i sidste ende også den enkeltes næse og tolerance. Men teknisk set er den nye løsning bedre og det glæder vi os meget til at få op at køre”, siger Per Dunkelskov Thomsen.


Daka SecAnim fabrikken spiller en kritisk rolle i dansk landbrug, hvor der hver eneste dag året rundt er behov for at komme af med døde dyr og restprodukter på en sikker og hygiejnisk måde. Fabrikken har siden opførelsen i 1938 forfinet sine processer, så restprodukterne giver mest mulig værdi i form af klimavenlig diesel og gødningsprodukter. Fabrikken arbejder løbende på at nedbringe den lugt, der uundgåeligt opstår, når organisk materiale behandles.


 




Legal Notice | Databeskyttelseserklæring | © Daka Denmark A/S, Lundagervej 21, DK-8722 Hedensted, CVR-nr 33776039, +45 7674 5111, daka@daka.dk
 
1